18/06/2025

Hr. Stribe søger AKUT nyt hjem – et sky, grønøjet missevæsen i fare

Han har endelig fået tillid til mennesker – men nu må han ikke være der længere.

Hr. Stribe har brug for dig. Lige nu.

 


Denne fine, sky herre med de smukkeste grønne øjne har i næsten to år levet ved en arbejdsplads i Gilleleje, hvor han har fået foder, husly og omsorg af foderværten Bente. Med tålmodighed og varme har hun vundet hans tillid – han spiser nu af hendes hånd, søger nærhed og tager sig trygge lure i det lille hus, hun har lavet til ham.

 


Men nu må han ikke længere være der. På grund af særlige omstændigheder er det slut med foder, vand og ly – og han skal flyttes meget hurtigt. Han står uden et sikkert sted at være.

 


Hr. Stribe er ikke helt tam, men han er mild og fuld af potentiale. Han har allerede vist, at han kan stole på mennesker. Bente er villig til at hjælpe med flytningen og vil også komme og støtte ham i starten, så han får en tryg overgang. Desværre har hun ikke selv plads til flere katte.

 


Han har brug for et stille, tålmodigt hjem med adgang til have eller rolige, landlige omgivelser. Et hjem hvor han kan få lov at være sig selv, uden pres, og hvor hans tillid kan vokse videre i sit eget tempo. Måske vil han en dag blive en kælen sofakat – måske vil han altid være lidt sky. Men han fortjener tryghed, mad og kærlighed – ikke at stå alene midt i ingenting.

 


Katte Refugiet er fyldt. Hr. Stribe har ingen andre muligheder lige nu. Hvis du har plads og hjerte til at hjælpe, så kontakt os med det samme. Det haster.

 


📞 Ring eller send en sms til: 26 12 91 19